Motorlære på den sjove måde

Hondaen er ved at få kigget på forgaflen. I baggrunden er næste generation, Andreas, i gang med sin Puch Maxi.

Det var ikke længe efter, at Henrik og Mette var kommet til Aidt, at Claus Jørgensen stiftede bekendtskab med dem.

I første omgang med Henrik, der nemlig kom til at undervise i motorlære på Tungelundskolen, og med en så ung lærer, der virkelig vidste, hvad det drejede sig om, så fandt de unge med knallertbenzin i blodet snart ned i kælderen under skolen, når Henrik underviste.​

Knallerter var der en del af - her en Yamaha.​

- Jeg kørte på Yamaha og Kreidler, men jeg syntes efterhånden, at vi trængte til noget andet at skrue i. Jeg fik fat i en gammel Kawasaki 350, og det var Henrik helt med på, fortæller Claus.

Altså fik de knoklet Kawasakien ned af de smalle betontrapper ned under Tungelundskolen, og så blev der skruet og snakket motorcykler med Henrik som en inspirerende fortæller og lærer.

Kawasakien er klar efter turen i kælderen under Tungelundskolen midt i 80-erne.​

- Den kom til at køre rigtig godt. Det var spændende at skille den ad og samle den igen, og jeg kan ikke helt huske det, men det kan da godt være, jeg også kom til at køre på den, siger Claus.

Imens blomstrede Rydbergs MC - eller Rydbergs Cykler, som det hed de første år - og Claus kom i erhvervspraktik som knallertmekaniker.

Der var dengang mest cykler og knallerter hos Rydberg, men Claus nåede dog også at skifte en udstødning på en motorcykel.

Tankerne var der om at få en læreplads, men der var ikke så meget gang i MC-branchen som nu, så det lå ikke lige for.

Et frø var dog sået.

- Da jeg blev 18, købte jeg min første motorcykel, en Suzuki GS 400. Det var stort, husker Claus.

Og Suzukien blev selvfølgelig købt hos Rydbergs MC.

Knap var Claus blevet 18 år, får han blev ejer af denne Suzuki.​

Claus (til venstre) sammen med kæresten og fætteren. Måske Aidts første MC-klub. Naturligvis med t-shirt fra Rydbergs MC.​

Der gik 4-5 år på den, og så kom der en engelsk periode på godt en halv snes år på en Triumph Tiger, inden Claus for et par år siden købte en Honda CX 500 Custom fra 1982, kaldet "gyllepumpen".

- De nyere motorcykler har aldrig været noget for mig, forklarer han.​

Claus kørte engelsk i mere end 10 år.​

Claus Jørgensen, der har tilbragt det meste af sit liv omkring eller i Aidt, husker godt det friske pust, der kom til egnen med Henrik og Mette.

- jeg kan huske da vi var unge. Der var ikke langt om til Henrik og Mette, der havde indrettet et lokale med bar og slyngelstue, siger han.

Mest har det dog betydet, at Mette og Henrik altid har været positive og parat til at hjælpe, også når man har kørt rundt på noget, der er købt andre steder.

Nu er det Hondaen, der tager tiden, både på landevejen og på værkstedet.​

4.6 stjerner ud af 5 baseret på mere​ end 155 anmeldelser på Facebook

4.5 stjerner ud af 5 baseret på mere end 223 anmeldelserGoogle