Tlf.: 86 96 69 80

Gode historier - og otte handler​

Henrik og Henrik - Redmond og Rydberg - har handlet i næsten alle de 30 år,
Rydbergs MC har eksisteret.

Her er det Henriks Suzuki foran Henriks - og Mettes - forretning.​

Henrik Redmond fra Randers fortæller om

sine sjove MC-oplevelser gennem mange år.

19-årige rocker Redmond er klar til at stige på MC'en.

Jeg kørte MC (Suzuki GS 550) 1978-1979.

Holdt derefter en lang pause, blot med lidt MZ ind imellem.

Jeg startede så op igen i 1987 på en Suzuki GS 750, som fik service hos Rydberg.

Jeg var blevet gjort opmærksom på værkstedet af Kristrup MC, og det var væsentligt billigere her end hos Harry Motor i Randers.​

På hjul igen. Henrik Redmond var til Thy Træf i 1987.​

Jeg købte så en Suzuki GS 850 hos Rydberg i 1998.

Det var efter at vi havde været til Høglandstræf, hvor Henrik og Mette var med på deres Yamaha XS 1100 Touring med kåbe og det hele.

Suzuki GS 850 årg. 79, købt hos Rydbergs MC i 1988.​

Høglandstræf i 1988 var blandt andet sammen med Kristrup MCog en del andre motorcyklister, vi var 30 i alt. Det, jeg husker bedst, er, at jeg lige var blavet skilt, og jeg havde stort set ikke mange penge til mig selv.

Jeg havde jo børn hver anden weekend, som stod højere på listen end motorcykel.

Træf i lånt tøj

Jeg snakkede godt med Henrik Rydberg, og da jeg stod og manglede nyt MC-tøj (jeg havde intet ordentligt MC-tøj), og stort set ingen penge havde, ja, så sagde Henrik, at jeg bare kunne tage tøjet med og betale, når jeg fik råd.

Jeg fik betalt min gæld tilbage inden for et halvt år, men jeg glemmer aldrig Henrik for hans venlighed.

I 1989 kom jeg ind i et nyt forhold, senere ægteskab, og her var motorcykel ikke på budgettet, men i 2004 fik jeg mulighed for at købe en gammel Yamaha XS 1100 fra 1991.

Så er der handlet igen. Kawasakien blev købt i 2005 og solgt året efter.​

​Denne Kawasaki havde jeg til sommerferien i 2006.

Jeg solgte den til en gut fra Sjælland, som var med toget til Randers, hvor jeg hentede ham på banegården.

Vi fik ordnet papir og betaling, og køber havde noget familie i Voldum uden for Randers, som han havde bestemt, han ville besøge på vej hjem til Sjælland.

Rydberg på farten

Det gik ikke værre eller bedre, end jeg blev ringet op af køber to timer efter vi havde ordnet handlen, og han kunne fortælle at Kawasakien holdt stille i Voldum og ikke kunne starte.

Jeg tilbød at handlen kunne gå tilbage, for jeg vidste motorcyklen var i orden, og der ingen skjulte fejl var. Gode råd er nogle gange dyre, men i dette tilfælde ringede jeg til Rydberg, og han var tilfældigvis ude at køre på Djursland for at hente en MC.

Han fik adressen i Voldum, og ca. 15 minutter efter køber havde ringet til mig, var Rydberg ved ham og i gang med at fejlfinde. Det var en løs forbindelse ved kontakten til støtte fod, og motorcyklen startede straks herefter.

25 servicevogne

Det sjove ved denne historie var, at køber var imponeret over, at han fik hjælp inden for 15 minutter, men Henrik Rydberg med sit lune humør kunne fortælle køber, at han havde 25 servicevogne kørende rundt på de jyske veje kun for at hjælpe nødstedte motorcyklister, så derfor var der altid var en servicevogn lige i nærheden, derfor den hurtige service.

Det var jo selvfølgelig en lille hvid jysk løgn, men køber fra Sjælland tog tilbage til øen med indtryk af hurtig service på de jyske veje.

Service og hjælp

Jeg synes Henrik og Mette er meget servicemindede og hjælpsomme, og derfor har jeg, min kone og vores søn købt motorcykel hos Mette og Henrik.

Jeg har købt seks motorcykler, min kone én motorcykel, og vores søn én motorcykel, og alle otte handler har været til fuld tilfredshed.

Vi kan varmt anbefale Rydbergs MC, trods den lidt "afsides beliggenhed".

Venlighed og service opvejer så rigeligt den lidt længere køretur.

​Nu er det en Suzuki GSX 1400 årg. -02, Henrik Redmond kører på.

Billedet taget ved det vestligste punkt i Irland 2014.

HENRIK REDMOND - STADIG PÅ TUR:

Rydbergs MC | Overgårdsvej 3, Aidt | 8881 Thorsø | Tlf.: 86 96 69 80

Åbningstider:

Mandag - fredag: 08:00 - 17:30

Lørdag: 09:00 - 13:00

Søndag: Hviledag - Lukket alle helligdage